Om Alaskan Malamute Og salg af hundefoder

Alaskan Malamute en fantastisk hunderace

Historien om Alaskan Malamute

 

For mindst fire tusinde år siden, men formentlig endnu tidligere, krydsede Eskimoerne Beringsstrædet, stammerne migrerede mod øst fra Sibirien. Arktisk antropologi indikerer tilstedeværelsen af Eskimo civilisation ved Cape Krusenstern, så tidligt som år 1850 f. k. Eskimo betyder  ” rå kød æder” i sproget hos de Canadiske Indianere. Eskimoerne referere til sig selv med “Innuit” hvilket betyder folket. Kulturelt er de meget forskellige fra andre racer på det Nordamerikanske kontinent.

Deres historie er gådefuld og meget af dette omgiver også deres hunde. De tidlige eskimoer var normader i extreme hårde omgivelser. Hunde og slæder var essentielle for deres overlevelse og var derfor naturligt deres mest værdsatte besiddelser. Uden dem ville deres rejser og transport have været umuligt.


 

Arkæologiske fund indikerer, at det måske ikke er mere end 500 år siden at hundene begyndte at blive brugt som slædehunde. Før da, er de formentlig blevet brugt til jagt på isbjørne og andre arktiske pattedyr, i jagten på føde. De er extremt hårdføre hunde som har adapteret sig til de extreme lave temperaturer der er almindelige i Alaska. En ting er sikkert – de medfødte kvaliteter hos hunden, som vi idag kender som Alaskan Malamute, er et resultat af dens enestående adaption til sit miljø. Malamute Eskimoerne: Der er tyve indfødte Alaska sprog, fire er Eskimo.


 


 


 

Den hvide mand fandt det vanskeligt at betale for en Malamute pga den høje værdi de havde for Eskimoerne, hvilket forklarer selv i dag, det relative lille fundament, hvorpå handlen med Malamuter foregår. Alaskan Malamutens rødder: Alaskan Malamutten tilhører Spidshunde gruppen. Denne gruppe er vel repræsenteret i verden, og inkluderer: Akita, Chow-Chow, Elkhund, Finsk Spids, Samojede, Husky og Grøndlænder Spids for at nævne nogle få. For Malamutens vedkommende kan vi takke handelsrejsende, opdagelsesrejsende og omflakkende hære fra tidligere, for deres vide distribution over kloden. På trods af dette, var Alaskan Malamuten indtil midten af det 20´århundrede, næsten udelukkende lokaliseret til Alaska. Nogle naturalister forestiller sig at Alaskan Malamuter er et produkt af urhunden og tæmmet ulv fra århundreder siden, i modsætning hertil påpeger Eskimo eksperter og gamle Eskimoer, at der er betydelige anatomiske forskelle mellem hund og ulv.

En af de tidlige Malamute avler, Paul Voelker, tror at Alaskan Malamute er den ældste avl på det Nord Amerikanske kontinent og formentlig den længste avl forbundet med mennesket. Ifølge Voelker er fundne knogler og figurer udskåret heraf, dateret til mellem tolv og tyve tusinde år siden, og disse knogler er identiske til Malamutens idag. Denne evolutionære stabilitet er kendetegnende for spidshunderacerne, men formentlig særlig stærk hos Malamuten.


 


 


 

Men ingen af dem er skrevet ned før det attende århundrede, da Russiske pelshandlere kom til landet. Navnet Malamute henviser til den regionale dialekt talt af Alaskan Inuqiaq Eskimos. Den Malamute talende stamme eller stammer, har måske bosat sig i det Nordøstlige område af Seward Peninsula. Det var her, at hundene vi kalder Alaskan Malamute menes at være opstået eller har videreudviklet sig, efter indvandringen fra Sibirien. Nogle tidlige opdagelsesrejsende har beskrevet lignende hunde i kystområderne meget længere sydpå. Tydeligvis har menneske og hunde migreret til de områder hvor der var mest føde. Hundene blev således relativt hurtigt spredt til både Nord og Syd for deres oprindelige kolonisation omkring Kotzebue Sound. Ikke desto mindre kunne Malamute hunde af fremragende type findes i området helt op til midten af 1960érne. Malamute Eskimoerne, nu kendt som Kuuvangmiut eller Kobuk folket, havde en god livsstil, arbejdede hårdt og udviklede gennem avlsarbejde deres hunde til et højt niveau, på styrke, intelligens og pålidelighed.

Befolkningen i Malamute regionen siges at have fodret deres hunde lige så tit som de selv fik mad, når de var på rejse. Denne humane behandling kan formentlig krediteres for det betydelige bedre temperament man finder hos Alaskan Malamute, i forhold til avlen af andre Artiske slædehunde. Når du tænker over hvordan andre Arktiske arbejdshunde blev udtalt misrøgtet, underfodret og overforbrugt, kan det ikke overraske at mange Arktiske hunde har nedarvet dårlige egenskaber. Malamute Eskimoerne avlede kun på de bedste og mest lovende unghunde ( Desværre har nogle nutidige avlere ikke den samme moral eller indsigt og racen har til stor skuffelse, hos nogle avlere i Danmark i dag, en uacceptabel høj frekvens af helbredsmæssige problemer). De behandlede deres hunde godt og øjensynlig var avlen begrænset pga knapheden på føde i det Arktiske miljø.



En lille hunds historie

Som hvalp underholdt jeg dig med mine narrestreger og fik dig til at le.
Du kaldte mig dit barn, og på trods af en del gennemtyggede sko og et par ødelagte pyntepuder blev jeg din bedste ven.
Når jeg havde været “uartig” sagde du til mig med løftet pegefinger “hvordan kunne du gøre det?”, men så lod du dig formilde og kløede mig på maven.
Det tog lidt længere tid end forventet for mig at blive renlig, fordi du havde frygtelig travlt, men vi arbejdede sammen på sagen. Jeg husker de nætter i sengen, hvor jeg trykkede næsen ind mod dig og lyttede til dine betroelser og inderste tanker, og jeg var overbevist om, at livet ikke kunne blive bedre.
Vi gik lange ture og løb i parken, kørte i bil og holdt ind for at spise is (jeg fik kun vaflen, fordi “is er dårligt for hunde”, sagde du), og jeg tog lange lure i solen, mens jeg ventede på, at du skulle komme hjem sidst på dagen.

Lidt efter lidt begyndte du at bruge mere tid på dit arbejde og din karriere og mere tid på at lede efter en menneskeven.
Jeg ventede tålmodigt på dig, trøstede dig i kærestesorg og skuffelser, skældte dig aldrig ud for dårlig dømmekraft, tumlede mig af glæde, når du kom hjem, og da du blev forelsket. Hun, som nu er din hustru, er ikke et “hundemenneske” – alligevel bød jeg hende velkommen i vores hjem, prøvede at vise hende hengivenhed og lystrede hende. Jeg var lykkelig, fordi du var lykkelig. Så kom menneskebabyerne, og jeg delte din begejstring.
Jeg var opslugt af de små lyserøde væsener og deres lugt, og jeg ville så gerne også tage mig af dem. Men hun og du var bange for, at jeg kunne komme til at gøre dem noget, og jeg tilbragte størstedelen af tiden forvist til et andet værelse eller et hundebur.

Åh, hvor jeg dog længtes efter at elske dem, men jeg blev hurtigt en “kærlighedsslave”. Efterhånden som de voksede op, blev jeg deres ven.
De klyngede sig fast til min pels og trak sig op på vaklende ben, de stak fingrene i mine øjne, undersøgte mine ører og kyssede mig på næsen.
Jeg elskede alt ved dem og deres kærtegn – for dine kærtegn var nu så sjældne og jeg ville have forsvaret dem med mit liv om nødvendigt

Jeg plejede at liste mig ind i deres seng og lytte til deres bekymringer og inderste tanker, og sammen ventede vi på lyden af din bil i indkørslen.
Der havde været en tid, hvor du – hvis nogen spurgte dig om du havde hund – tog et billede af mig ud af din pung og fortalte dem historier om mig.
Gennem de senere år har du blot svaret “ja” og skiftet emne. Jeg er gået fra at være “din hund” til “bare en hund”, og du brød dig ikke om at have udgifter i forbindelse med mig. Nu har du fået et jobtilbud i en anden by, og du og din familie flytter til en lejlighed, hvor der ikke er husdyrtilladelse.

Du har truffet den rigtige beslutning for din “familie”, men der var en tid, hvor jeg var det eneste familie, du havde.

Jeg var begejstret over køreturen, indtil vi ankom til internatet. Det lugtede af hunde og katte, af frygt og af håbløshed.
Du udfyldte papirerne og sagde “Jeg ved, du vil finde et godt hjem til hende”. De trak på skulderen og kiggede pinligt berørt på dig.
De kendte virkeligheden for en midaldrende hund, selv en med “papirer”. Du var nødt til vriste din søns fingre fri fra mit halsbånd, mens han skreg “Nej, far! Du må ikke lade dem tage min hund!” Og jeg blev bekymret for ham og for, hvad du netop havde lært mig om venskab og loyalitet, om kærlighed og ansvar og om respekt for alt levende. Du klappede mig på hovedet til farvel, undgik mine øjne og afslog høfligt at tage mit halsbånd og line med.

Du havde en deadline, du skulle nå, og det har jeg også nu. Da du var gået, sagde de to rare damer, at du sikkert havde kendt til din forestående flytning måneder i forvejen, men ikke havde gjort noget forsøg på at finde et andet godt hjem til mig. De rystede på hovedet og sagde “Hvordan kunne du gøre det?”.
De er så opmærksomme overfor for os her på internatet, som deres travle hverdag tillader. De fodrer os selvfølgelig, men jeg har mistet appetitten for flere dage siden. I begyndelsen, når nogen gik forbi min løbegård, sprang jeg hen til forsiden i håbet om, at det var dig – at du havde skiftet mening – at det hele bare var en ond drøm eller jeg håbede, at det der i det mindste ville være nogen, som brød sig om om mig, en eller anden som ville redde mig. Da jeg indså, at jeg ikke kunne konkurrere med glade hundehvalpe, der – uvidende om deres egen skæbne ­ boltrede sig for at få opmærksomhed, trak jeg mig tilbage til et fjernt hjørne og ventede. Jeg hørte hendes fodtrin, da hun kom efter mig sidst på dagen, og jeg traskede efter hende hen ad gangen til et andet rum.

Et velsignet stille rum. Hun satte mig på et bord og nulrede mine ører og sagde, at jeg ikke skulle være bange. Mit hjerte bankede i forventning om det, der skulle ske, men der var også en følelse af lettelse. Kærlighedsslavens dage var talte. Som det er min natur, var jeg mere bekymret for hende.
Den byrde, hun bærer, vejer tungt på hende, og det ved jeg på samme måde, som jeg altid vidste, hvordan du havde det. Forsigtigt lagde hun en årepresse om mit forben mens en tåre løb ned ad hendes kind. Jeg slikkede hende på hånden på samme måde, som jeg plejede at trøste dig for så mange år siden.
Professionelt stak hun nålen ind i min åre. Da jeg mærkede stikket og den kølige væske løbe gennem min krop, lagde jeg mig søvnigt ned, kiggede hende ind i hendes venlige øjne og mumlede “Hvordan kunne du gøre det?” Måske forstod hun mit hundesprog, for hun sagde “Undskyld”. Hun krammede mig og
forklarede hastigt, at det var hendes job at sørge for, at jeg kom et bedre sted hen, hvor jeg ikke ville blive tilsidesat eller mishandlet eller forladt eller ville skulle klare mig selv ­ et sted med kærlighed og lys så meget anderledes end dette jordiske sted. Og med en sidste kraftanstrengelse forsøgte jeg med et haledunk at udtrykke, at mit “Hvor kunne du gøre det?” ikke var møntet på hende. Det var dig, min elskede herre, jeg tænkte på. Jeg vil tænke på dig og vente på dig for evigt. Må alle i dit liv altid vise dig så stor loyalitet.